Uanset hvad vi tror på, uanset hvordan vi lever vores liv, uanset hvor længe vi lever, er det helt sikkert, at vi alle skal dø på et tidspunkt. Tanken er meget svær at forholde sig til, både når man tænker på sig selv, og når man tænker på ens kære.
Hvilke tanker gør du dig om døden? Og hvordan mindes du dine kære?
På Moesgaard museum har de en fast etnografisk udstilling om de dødes liv. Udstillingen beskæftiger sig med vores forhold til døden og vores forhold til det at mindes de afdøde.
Heksedoktorer fra Afrika
Noget af det første som møder den besøgende er uhyggelige masker, og noget, der ligner våben lavet af knogler. I denne første del af udstillingen er der temmelig mørkt. Så kan man bedre få et tydeligt indtryk af tingene i montrene.
Der er genstande, som har været anvendt af heksedoktorer i Afrika og åndemasker og figurer, der symboliserer forfædrene. Nogle af dem er lidt uhyggelige, men man skal huske, at tingene er en form for minder og derfor selvfølgelig bliver behandlet respektfuldt. Det er interessante ting, man kan lære om andre kulturers fortid her.
Danse med de døde
Jeg fortsatte ind i den mexicanske afdeling. Straks blev stemningen lettet en hel del. Her er glade farver og mexicansk musik. Der er mange skeletter, ikke rigtige skeletter men papmache skeletter. Skeletterne er iført farvestrålende tøj. I denne afdeling kan børn og barnlige sjæle danse med de “dødes skygger”. Når børn danser foran det store lærred, danser skeletternes skygger på lærredet bag dem.
La Catrina
Damen med den flotte nederdel og den store cigar er en afbildning af la Catrina. Hendes mand i den blå skødefrakke hedder naturligvis el Catrin. Hunden har de endda også med sig ud på tur. Dette par optræder hyppigt i gadebilledet først i november, hvor mexicanerne afholder deres Dia de Muertos. De Dødes Dag er dagen, hvor de afdøde kan vende tilbage og hilse på deres familie og venner. Denne fejring af de afdøde er en meget gammel tradition. Man mener, den kan spores helt tilbage til aztekerne som regerede store områder af Mexico i 1400-1500 tallet. I dag fejres dagen også som en del af den nationale stolthed, og dagen viser også noget om landets kultur og historie.
De dødes dag
Billedet af damen her viser, hvordan mange mennesker klæder sig ud på De Dødes Dag for at gøre noget ekstra ud af dagen. I hjemmene opstilles som regel et alter tilegnet den senest afdøde person. Ud over dekorationer med blomster, farver og lys står her også mad og drikke til den afdøde. De afdøde skal ikke gå skuffede bort, når de besøger familien. De døde kan naturligvis ikke hverken spise, drikke eller dufte noget, men de gode tanker kan de tage med sig.
I udstillingen findes mange papmacheskeletter i mange former, og selv om temaet ”Døden” for det meste har en trist klang for os danskere, er der ikke meget tristhed at spore her. Tænk hvis der var lidt af denne stemning på danske kirkegårde og ved danske begravelsesceremonier.
Der bliver ikke kun tænkt på de afdøde på De Dødes Dag i Mexico. Der bliver også tænkt på børnene og de barnlige sjæle med slik/sukker formet som kranier. Så kan man sende de døde en kærlig tanke, mens man guffer i sig.
Hvad gør danskerne?
Men hvad gør vi danskere så egentlig i forhold til at mindes vores afdøde? Dette spørgsmål er selvfølgelig meget individuelt, men på Moesgaard museum kan man se nogle gode bud. Her har fire danskere udstillet deres historie om deres kære, og denne del af udstillingen er bestemt tankevækkende. Om man vælger at gemme de afdødes ting, fordi man så føler sig tættere på de afdøde er et personligt spørgsmål. Dorthe var for eksempel glad for at arve og beholde farmorens syskrin, fordi farmor og Dothe altid havde lavet håndarbejde sammen. Mie solgte arvesmykkerne og købte sig en ny forhave, hvor hun kan mindes. Nogen gør noget helt tredje, det er jo op til én selv – man skal gøre det, man har det bedst med.
Jeg mindes min bedstemor
Personligt går jeg med min bedstemors tynde, slidte guldvielsesring fra 1929 hver eneste dag. Min bedstemor var en af disse seje gamle kvinder, som havde oplevet 2. Verdenskrig på tæt hold i Bodø i Norge. Hun boede med familien ved siden af en tysk fangelejr for russiske soldater. Disse soldater underholdt sig med at udskære ting i træ. Bedstemor fik på en eller anden måde nogle af disse ting, og i dag har jeg en udskåret violinspiller stående hjemme på reolen. Bedstemor havde skrevet mine initialer i bunden af figuren med kridt. Alle vidste derfor, at ham skulle jeg arve. Han er ikke i særlig god stand, den ene arm har været brækket af osv., men jeg holder alligevel meget af ham, og jeg vil nødigt undvære ham.
Mit besøg på De dødes liv udstillingen på Moesgaard sluttede med mange nye tanker om døden og om, hvad vi gør for de døde. Jeg vil nok ikke gøre noget anderledes i fremtiden, men jeg vil altid være bevidst om mine ønsker om at gøre noget godt for de afdøde – godt set med mine briller altså.
Drengen fra Djursland
Dette med gerne at ville gøre noget godt for de afdøde er absolut ingen ny eller nyere ide – tænk bare på Egyptens pyramider. Også i Danmark har der længe været tradition for en værdig afsked med de døde. På Djursland blev en ca. femårig dreng begravet med mange værdighedstegn og amuletter til beskyttelse på hans sidste rejse helt tilbage i 5.400-4.600 år f. kr.
Som en lille eftertanke har jeg også tænkt en del på de mennesker, som jeg måske kommer til at efterlade mig. Jeg har tænkt på deres eventuelle sorg og på, hvordan de skal håndtere mine efterladte ting. Jeg tror, jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg vil lave ”Min sidste vilje”. Jeg vil ikke nøjes med at ønske mig at blive spredt over vand, derimod vil jeg udbygge min vilje, så ingen er i tvivl om, hvad jeg personligt ønskede.
Se også:
© Brdr. Oest Begravelsesforretning
