Jeg mødtes med sygehuspræsten Joan en grå, regnfuld og kold onsdag formiddag på hendes kontor på Randers sygehus. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af en præsts kontor, men jeg havde ikke forventet, at der var lige så hyggeligt som i en dagligstue.
Rummet indeholder mange kors, men det er absolut ikke på en påtrængende måde. En stor opslagstavle hænger ved Joans skrivebord og her er kors i mange forskellige materialer og størrelser. Korsene betyder alle noget specielt for Joan. Nogen har hun selv hentet hjem fra fjerne lande, andre har børn lavet og foræret hende.
Mennesket Joan
Vi sætter os tilrette ved sofabordet med en kop kaffe. Det går hurtigt op for mig, at Joan er et meget specielt menneske. Hun udstråler venlighed, omsorg og fortrolighed, så man instinktivt stoler på hende. Joan taler selvfølgelig med patienter og deres pårørende, men hun taler også med personalet på sygehuset. Hun gør meget ud at præsentere sig for nyansatte, for hun vil gerne bruges. ”Det er vigtigt, hvordan personalet præsenterer tilbuddet om en samtale med sygehuspræsten”, siger Joan, ”i stedet for at præsentere patienter og pårørende for tilbuddet om sygehuspræsten, er det bedre at fortælle, at man kender én som er god at tale med.” At det så er præsten kan så blive fortalt senere, det er ikke så vigtigt. Man behøver ikke tale om Gud eller at være troende for at tale med Joan – hun er der for alle.
Dengang jeg selv var meget syg og indlagt i Århus i en lang periode fik jeg tilbudt en samtale med sygehuspræsten, men det tog jeg ikke imod. Jeg forestillede mig, at der så skulle snakkes bibel og tro eller mangel på samme, og det kunne jeg ikke overskue på daværende tidspunkt. Hvis personalet dengang havde præsenteret sygehuspræsten som en medvandrer eller en dialogpartner – én jeg kunne lufte alle mine tanker for – så havde jeg nok taget imod tilbuddet, for jeg manglede virkelig én, jeg kunne snakke med om alle mine tanker, og mine pårørende var for tæt på situationen, da mine pårørende bl.a. var en del af mine tanker.
Joans arbejde
Sygehuspræsten Joan har tidligere været sognepræst i 12 år, og i denne periode havde hun mange sjælesorgssamtaler. Senere fik hun job som bagvagt på Hammel Neurocenter, og for ca. seks år siden søgte hun stillingen som sygehuspræst i Randers. I begyndelsen var det meget svært at gøre sig synlig for personale og patienter, men det er blevet bedre nu. I tæt samarbejde med psykolog Karen Elholm Bergmann medvirker Joan i et tilbud til børnefamilier, som er ramt af uhelbredelig sygdom. Gennem familiesamtaler kommer Joan meget tæt på familierne. Hensigten med tilbuddet er at støtte den gode samtale i familierne om de svære ting.
Joan har en åben tilgang til både børn, unge og voksne. Joan kalder det at have et ”undringsværsted”. Det handler om at skabe det trygge rum, hvor man kan snakke om spørgsmål som, ”hvad gør du, når du er sur på mor/far?” ”Hvem ved, mor/far er syg?” ”Hvem snakker du med, når du er bange?” Det kan også være den skamfulde følelse af for eksempel ikke at have lyst til at besøge mor/far på sygehuset.
Børn tænker konkret
Nogle gange kan de voksne omkring et barn uafvidende komme til at gøre et besøg på sygehuset til en meget slem ting. Joan fortæller om drengen, som blev forberedt af velmenende voksne inden et besøg på sygehuset. De voksne fortalte, at drengen ikke skulle blive bange, når han så de mange slanger i faderens seng. De havde glemt, at børn tænker meget konkret. Drengen skulle absolut ikke med på sygehuset efter forklaringen om slanger i sengen – han forestillede sig naturligvis giftslanger. Her kunne det have været godt sat vise drengen et billede af faderen i sengen, eller måske kunne de have face-timet eller skypet. Her kan Joan også hjælpe med at forklare børn om forældres sygdom og med den svære samtale børn og forælder imellem.
I det hele taget kan en forælders sygdom have stor indflydelse på et barns liv. Det er jo altid mor/far der…. spiller fodbold, laver mad, læser godnathistorie. Der er også tilfælde, hvor børn pludselig skal bo hos den forælder de ikke plejer at bo hos, og her kan måske være fremmede søskende/omgangskreds. Sorgen og angsten hos barnet kan også sætte sig rent fysisk hos barnet, måske får barnet ondt i maven, hovedet eller barnet tør ikke sove.
Små hyggestunder
Her snakker sygehuspræsten Joan tit med familierne om, hvad der er hyggeligt. Måske var det hyggeligt i fredags, da familien så en film sammen, selv om far sov gennem det meste af filmen. Måske var det et enkelt kortspil i løbet af ugen, en højtlæsning i sengen eller noget helt andet. Lyspunkter behøver ikke være store ting. Det behøver ikke være en stor udflugt, hvor børn og forældre er sammen. Det kan være så simpel en ting som at tage lidt godt med til et besøg på sygehuset og måske have en tablet eller en bog med også, så barnet kan trække sig, når barnet synes, det er nok.
Hjemmebesøg
Det er ikke kun på sygehuset disse samtaler finder sted. Joan og psykologen kører også ud til familierne, hvis det giver mest mening. Joan siger, at det tit er rigtig godt at se børnene i deres hjemmemiljø, hvor de kan for eksempel vise Joan, hvor højt de kan hoppe på trampolinen. Det kan give mulighed for at give samtalerne et andet indhold.
Joan bruger tit den narrative form til at nå børnene: ”Jeg kendte engang én som… Er det også sådan for dig?” Samtidig siger Joan, at alle omkring barnet som regel har gode råd, og det kan blive for meget for barnet. Netop her er den narrative metode god, for det giver også barnet mulighed for at sige ”Nej, sådan er det ikke for mig, men…” Det at undre sig over ting sammen giver også barnet mulighed for selv at stille spørgsmål og måske få hjælp til at besvare dem. Her kan en elsket bamse eller et legeredskab også være godt. ”Er det ok at more sig, selv om far er syg?” Ja, selvfølgelig er det dét, og det kan Joan vise barnet.
Joans vision
Ud over arbejdet med familierne er Joans arbejde at være sognepræst for sygehuset. Hun kan holde debriefing med de ansatte, når de har været i en svær situation, og hun stiller sig naturligvis til rådighed for alle patienter uanset tro eller ikke tro. Joan kan henvise til repræsentanter for alle trosretninger, og hun kan også lave aftaler for patienter om opfølgende samtaler efter udskrivelse med for eksempel deres egen præst.
I øjeblikket arbejder Joan også med et nyt projekt på Randers sygehus – et refleksionsrum for de pårørende til indlagte patienter. Rummet skal være et roligt sted, hvor man kan trække sig lidt tilbage fra sengekanten og slappe af med sine tanker og måske lidt tv eller anden underholdning. Et hospital kan godt være et støjende og uroligt sted, og nogle gange kan man som pårørende komme ud for at skulle vente længe, mens patienten er til undersøgelse eller andet. Her vil et refleksionsrum være et oplagt sted at gå hen.
I det hele taget er sygehuspræsten Joans arbejde et mangesidet arbejde, men fælles for alle de mennesker hun møder må absolut være, at alle som Joan arbejder med på den ene eller den anden måde får noget givende ud af en samtale med hende.
For første gang nogensinde gik jeg rigtig glad ud fra hospitalet. Jeg følte mig opløftet, inspireret, tænksom og jeg var totalt ligeglad med regnen og blæsten. Jeg kan kun håbe, at alle mennesker, som får tilbudt en samtale med Joan, tager imod tilbuddet.
At tale med børn om sorg
Få hjælp til sorg
Om det Nationale Sorgcenter
© Begravelsesforretningen Brdr. Oest
