Jeg var på besøg hos Christian Skjødt på krematoriet i Randers for at høre om det gamle og det nye krematorium og den arbejdsproces, der ligger bag kremeringer af afdøde. Der er ikke mange af os, som ved, hvad der foregår ved en kremering, og jeg håbede, Christian kunne gøre både jer og mig klogere.
Christian må siges at arbejde i en nichebranche. Der er ikke mange krematører på landsplan, og langt de fleste er mænd. Naturligvis findes der kvindelige krematører, men de er i stort undertal. Grunden til dette er måske, at der i dagens Danmark er en del teknik i dette job. Rent fysisk kan kvinder sagtens klare jobbet, men Christian mener, at alt det tekniske måske i højere grad tiltrækker mænd end kvinder. Folk er interesserede i at vide mere om dette arbejde, og Christian er da også tidligere blevet interviewet om sit arbejde af bl.a. Amtsavisen og af studerende fra Journalisthøjskolen. Sidstnævnte ledte til en video, som ligger på Youtube – følg linket nederst i dette indlæg.
Forskel på brændetid
Da jeg ankom havde Christian næsten lige sat en kiste ind i den store ovn efter at have sprøjtet postevand på kisten for at undgå røggasser i lokalet. Vi kunne nu følge forløbet af brændingen via en computers mange programmer og skemaer. Christian har arbejdet ved krematoriet i 33 år, så han har stor erfaring inden for området.
Hver brænding er forskellig, lige som mennesker er forskellige. Brændetiden afhænger naturligvis af ovnens temperatur, men tiden afhænger også af det enkelte menneskes vægt og alder. En ældre kvinde brænder som regel hurtigere end en ung mand. Det kan fx skyldes knogleskørhed hos den ældre kvinde i modsætning til en ung mands knogletæthed.
Kølerummet
Christian arbejder tre dage om ugen i 12 timer. Nogle gange er han også forbi krematoriet i weekenderne. Nogle gange ankommer der nemlig mange kister i løbet af en lørdag, og så skal der gøres plads til dem i forrummet. De enkelte bedemænd afleverer kister i forrummet, og derfra køres kisterne ind i et kølerum. Når ceremonien foregår i kapellet på Nordre kirkegård, bliver kisterne naturligvis kørt direkte ind i kølerummet. I kølerummet står kisterne på en form for åben reol med et rullesystem til hver kiste. Hermed skal Christian ikke løfte på kisterne manuelt, men han kan ud fra sin erfaring bedømme, om et menneske vejer meget eller knap så meget, når kisten trækkes ud fra reolen. Dette med vægten har noget at sige i forhold til Christians planlægning af dagens brændinger.
I det hele taget er der mange ting, der skal tages hensyn til i Christians job. Ud over at styre den komplicerede computer, skal Christian også beregne, hvor mange brændinger, der skal gennemføres for at følge med antallet af afdøde, som skal kremeres.
Manuel styring af kremering
Den unge Christian Skjødt startede sit arbejde i krematoriet i 1985. Dengang var den gamle ovn fra 1953 stadig i brug, og den havde jo ingen computerstyring, som krematorieovne har i dag. Derimod foregik brændingerne manuelt ved hjælp af et kontrolpanel, hvor luftindtaget til ovnen blev reguleret af et drejehjul, (ses nederst i midten på nedenstående billede). Christian satte ovnen til at varme op natten igennem vha. et ur på kontrolpanelet. Den hydraulik, som hjalp med til at skubbe kisterne ind i ovnen, kunne tilgås nedefra og kunne dermed repareres, hvis det var nødvendigt.
En del af papirarbejdet vedrørende brændingerne blev udført ved skrivebordet lige ved siden af ovnen. Christian fortæller i dag, at i dette lokale kunne der blive ulidelig varmt om sommeren og meget koldt om vinteren. Man kunne ellers forledes til at tro, at varmen ville være konstant om vinteren pga. varmen fra ovnen, men indsugningen af luft til brændingerne gjorde rummet koldt, og det var til tider meget ubehageligt med kulden.
Asken
Askeskufferne i kælderen nedenunder ovnen – nu er vi to etager under jordens overflade – var beregnet sådan, at der kunne være tre kremeringer i gang på en gang. En krop i ovnen, en i afkølingsfasen og en i den sidste afkølingsfase. Mellem de to askeskuffer, befandt sig en vipperist, hvor Christian skulle vippe asken ned til den sidste afkøling. Når asken var endelig afkølet, tog Christian skufferne ud sammen med den tilhørende lerbrik, som identificerer afdøde. Til sidst blev asken hældt over på en urne.
Uforgængelige urner
Som det kan ses på billedet her var der almindelige plastikposer i mange af urnerne dengang. Man puttede asken i plastikposen og bandt posen til med en knude. Det ville man jo aldrig se i dag, men disse urner var lavet af metal og ikke forgængelige. Dermed var det vigtigt at holde asken ren og tør, ifald urnen skulle flyttes til et andet (grav)sted. En anden, måske lidt kuriøs ting, man heller ikke gør i dag, er at bruge en død gris til at teste krematorieovnen ved første brænding. Det gjorde man dengang for at teste vægt og størrelse.
I næste indlæg kan du blive klogere på, hvad der er det værste, man kan putte ind i ovnen, hvorfor en kremering er forholdsvis dyr og på, hvordan Randers krematorium støtter hele genbrugstanken.
© Brdr. Oest Begravelsesforretning
