Mindekaffe
Mange mennesker synes, det kan være godt at samles efter en begravelses/bisættelsesceremoni. Dette kan gøres på mange måder, og det har mange navne. De mest almindelige betegnelser for denne mindestund er nok mindekaffe eller gravøl. Der findes nok lige så mange opskrifter på et sådant samvær, som der findes familier. Nogle mennesker samles om en kop kaffe med et stykke kage, mens andre spiser smørrebrød og drikker en øl. Dette samvær kan være meget givende for de pårørende. Der kan hentes støtte hos andre, og man kan mindes den afdøde sammen.
Skal der være fest?
Hvis du i din sidste vilje vælger at udtrykke ønsker om, hvordan og hvor dette mindesamvær skal foregå, og om der skal være et samvær eller ikke, kan du overveje, hvem samværet afholdes for? Altså hvem tages der hensyn til? Det kan jo godt være, du synes, mens du er i live, at dine pårørende/venner skal have en god fest og skåle på dit liv som et godt liv. Måske kan dette dog være svært for de pårørende. De kan måske føle sig pressede til at skulle feste i en situation, hvor sorgen fylder rigtig meget. Det kan også være, at du synes, der ikke skal være noget samvær, men at dine pårørende gerne vil samles for at mindes dig og dit liv sammen med dem. Igen kan man sige, at snakken med dine pårørende er vigtig, inden situationen bliver aktuel.
Det er en vigtig overvejelse at gøre sig, hvem afskeden er for.
Det er måske hensynet til dine pårørende, som vejer tungest? Og måske vil du efter endte overvejelser slet ikke skrive noget om mindesamvær i din sidste vilje, fordi du vælger at overlade denne del til dine pårørende?
Nogle personlige overvejelser
Efterhånden som jeg har beskæftiget mig med emnet døden på kryds og tværs er jeg nået frem til nogle personlige konklusioner. Jeg er kommet frem til, at det er vigtigt, at man i familien får taget snakken om éns sidste vilje, og gerne mens man stadig selv kan deltage i snakken. I 2017 bør det ikke længere være tabu at tale om døden og de tanker, som emnet sætter i gang. Derudover er det en rigtig god idé at få nedskrevet sine tanker i en form for dokument, som man opbevarer sammen med sine andre personlige papirer.
I min egen verden
I min egen verden giver denne åbenhed dog også anledning til spørgsmål, for hvem skal man tage hensyn til? Et eksempel fra min verden er dette:
En kone ønsker at blive bisat og spredt over hav. Manden ønsker at blive bisat og komme i de ukendtes grav. Begge er enige om, at de ikke ønsker, at nogen skal stå bagefter og føle sig forpligtet til at passe et gravsted. Uenigheden opstår der, hvor manden siger: ”Jeg har behov for et sted at gå hen og mindes”, og konen siger: ”Jeg har behov for at kunne mindes dig overalt på kloden.”
Hmm.
Manden vil gerne kunne gå hen til den lokale kirkegård og mindes konen. Konen vil gerne kunne gå ned til den nærmeste strand og mindes manden uanset, hvor i verden hun befinder sig. Begge synspunkter er jo lige legale og fornuftige, idet begge har hver deres måde at sørge på.
Hvem skal der tages hensyn til? Hvad ville du gøre?
Jeg har taget snakken med mine pårørende, men vi er ikke færdige med at snakke endnu.
Se også:
© Brdr. Oest Begravelsesforretning
