”Min sidste vilje” kan være en god måde at gøre tingene lidt lettere for de efterladte efter din død. Her kan du tage stilling til alle de spørgsmål, som vil dukke op ved din død. Du kan spare de pårørende for at skulle prøve at finde ud af/gætte på, hvordan du gerne vil have tingene arrangeret; for eksempel i forhold til en eventuel ceremoni.
Nu er ”Min sidste vilje” også blevet elektronisk takket være vores brancheforeninge Danske Bedemænd. Det indebærer mange fordele, idet bedemænd nu kan hente din ”Min sidste vilje” efter din død, og dermed kan vi hjælpe de pårørende med at få dine ønsker oplyst.
Dokumentet “Min sidste vilje”
Selve det elektroniske dokument består af en række felter, man kan udfylde. Man behøver ikke at tage stilling til alle de ting, der er derinde, og man kan ændre tingene løbende, hvis man skulle få andre ønsker.
Det er en meget sikker måde at udfylde ”Min sidste vilje” på, da man skal logge på med sit NemID, og det er faktisk ret simpelt at oprette dokumentet
Når man logger på med NemID, kommer man ind på en side med blå felter. Her kan man vælge mellem de emner, som kan være vigtige at få taget stilling til.
Pårørende og kontaktpersoner
Feltet med pårørende og kontaktpersoner er vigtigt. Her kan man bl.a. vælge den primære kontaktperson, som skal stå for alt det praktiske for eksempel en eventuel højtidelighed med blomster osv. Der kan jo være tilfælde, hvor man for eksempel hellere vil have en ven eller en niece til at stå for disse praktiske ting end en bror eller søster. Feltet kan også bruges til at give en pårørende en besked eller vælge, hvornår din ”Min sidste vilje” skal gives videre. Hvis du ikke angiver et tidspunkt for, hvornår din ”Min sidste vilje” skal gives videre, vil den/de pårørende automatisk få besked efter 72 timer, hvis du har oprettet den elektroniske ”Min sidste vilje” og angivet pårørende.
Ceremoni
Under ”Begravelse/bisættelse” kan du vælge, om du ønsker den ene eller den anden form for ceremoni. Samme sted kan du også angive, hvad du ønsker der skal ske med asken efter en bisættelse. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du ønsker askespredning eller -deling skal det angives separat.
Bemærk at der ved alle felterne står små spørgsmålstegn ude i siden, hvis du har brug for hjælp til, hvad der menes med de enkelte felter.
I feltet ”Ceremoni og højtidelighed” kan du fortælle om din eventuelle trosretning og tage stilling til, hvilken form for ceremoni du ønsker. Du kan angive, om ceremonien skal foregå i stilhed, om du for eksempel har ønsker til rustvognens rute med din kiste – for eksempel hvis rustvognen skal køre forbi et bestemt sted på vejen til stedet for ceremoniens afholdelse – om du har ønsker til salmer/sange eller blomster og andet.
Valg af bedemand
Valg af bedemand giver nærmest sig selv, men du kan her finde den bedemand du ønsker skal hjælpe dine pårørende, når du afgår ved døden. Her kan du også tage stilling til evt. donation af penge til organisationer, og om du eksempelvis ikke ønsker blomster til din ceremoni, men hellere vil have, at pengene doneres til en bestemt organisation. Boksen giver dig også mulighed for at fortælle, om du har oprettet en fremtidsfuldmagt
Hvis du allerede har taget stilling til organ- og eventuel kropsdonation, er det en god idé at udfylde feltet beregnet til dette.
Sociale medier og oprydning på disse
Der har været meget snak om den arv vi alle sammen kan komme til at efterlade os på de sociale medier i form af Facebook, Twitter, Instagram m.m., og i feltet ”Sociale medier” har du mulighed for at skrive, hvilke sociale medier du er på og også skrive login oplysninger og passwords til de enkelte medier, sådan at de kan lukkes/håndteres efter din død. Husk igen, at dette er et sikkert sted at opbevare følsomme oplysninger, og at du kan ændre oplysningerne hele tiden; også hvem, der skal have adgang til oplysningerne, og hvornår personerne skal have adgang til oplysningerne.
I feltet ”Dokumentarkiv” kan du efterlade et brev, billeder m.m. til dine pårørende, og selvfølgelig kan du opbevare alle de officielle papirer her.
Tidskrævende?
Det lyder som en stor mundfuld, men det er i virkeligheden ikke så tidskrævende. Selve udfyldelsen af de enkelte felter, man har lyst til at udfylde, behøver ikke at tage flere dage. Det, som tager den længste tid, er nok alle de tanker, man skal igennem for at udfylde de enkelte felter. Som mennesker har vi stadig svært ved at forholde os til vores egen død, men det er blevet mindre tabubelagt at tale om døden – også éns egen død.
På sygehuset i Randers har de en præst, Joan Molbo, som er vant til at tage de svære samtaler om liv og død. Joan hjælper også gerne med at udfylde din “Min sidste vilje”. Har du ikke hørt om Joan endnu, vil vi opfordre dig til at læse mere om hende og hendes og hendes arbejde
Hvis du er pårørende til én, som snart skal dø, findes der forskellige muligheder for hjælp. Du kan finde nogle af stederne i vores indlæg om Når døden nærmer sig
Hvis du selv er i den situation, at du ved, du snart skal dø, er der mange tanker og ting, som fylder. Måske har du hørt om en Bucket List? Læs mere her
© Begravelsesforretningen Brdr. Oest