Er der forskel på begravelse/bisættelse på landet og i byerne?
Hvor mange mennesker tænker egentlig over, at der kan være forskelle på, om man bliver begravet/bisat i en by eller i en landsby? Og er der forskelle? Dette satte vi os for at prøve at undersøge. Efter vores mening er der forskelle, men forskellene er svære præcist at definere. For at blive klogere talte vi med tre præster: Mette Gocht-Jensen, præst ved Harridslev, Albæk og Støvring kirker, Søren Dam Kjeldsen, præst ved Ø. Bjerregrav og Tånum kirker og Kristian Vestergaard, præst ved Sct. Peders kirke i Randers.
Fælles for stederne
Fælles for by og land er, at der efter et dødsfald først ringes til lægen, som skal underskrive dødsattesten. Den afdøde må ikke flyttes, før dødsattesten er skrevet under af lægen. Derefter ringes der i byerne typisk til en bedemand, fx os, som kan hjælpe familien med alt det praktiske. Vi kontakter præsten, idet det bl.a. er præstens kalender, som er medvirkende til, hvornår en kirkelig ceremoni kan finde sted. På landet ringes der også typisk til os efter dødsfaldet, men der oplever præsterne nogle gange, at de pårørende ringer til præsten først. Præsten råder så de pårørende til at ringe til en bedemand. Præsterne anbefaler aldrig én bedemand frem for en anden. Valget af bedemand er tit bestemt af de pårørendes tidligere erfaringer med dødsfald. Det vigtigste ved valget af bedemand er, at bedemanden er en person, som man føler sig tryg ved. Der er intet krav om, at der ringes efter en bedemand. Man må gerne arrangere det hele selv, hvis man kan, men i de fleste tilfælde er det godt at have støtten fra en bedemand, som kender til alle de ting, som skal gøres.
Læs mere her:
Ilægning
IlægningIlægningen af afdøde i kisten foretages gerne af os, mens personalet på plejehjemmet ofte iklæder den afdøde. På hospitalet er det personalet i kapellet, som forestår ilægningen. De pårørende er meget velkomne til at deltage i både påklædning og ilægningen både i hjemmet og på plejehjemmet. De pårørende har også mulighed for at se den afdøde i kisten både i hjemmet, på plejehjemmet, på hospice eller i kapellet, hvis dette ønskes.
Den afdøde kan iklædes eget tøj eller ligklæder alt efter ønske, og man kan lægge små ting som fx fotos eller en lille bamse i kisten. Det er altid en god idé at undersøge, om den afdøde har efterladt nogle ønsker i forhold til sin død fx vedrørende påklædning/smykker/fotos m.m.
Ceremoni
Efter ilægningen af afdøde i kisten er der på landet tradition for udsang. Udsang er en lille ceremoni, hvor der synges en/to salmer af de pårørende og os. Hvis det var afdødes ønske, eller hvis de pårørende ønsker det, kan der læses et lille digt eller en kort tekst. Denne tradition er ved at gå i glemmebogen i de store byer. På mange plejehjem, hospices m.m. afholdes cere-monien dog stadig som en naturlig del af et dødsfald. Vi spørger altid de efterladte, om de ønsker denne lille afskedsstund. I de større byer er der af og til borgere, som bliver kørt direkte til krematoriet. Der kan en lille mindestund, som udsang være en god idé.
Efter en evt. udsang køres kisten til opbevaring i et kapel. På landet er de små kirkers kapeller ikke velegnede til opbevaring af kister, da kapellerne ikke har mulighed for afkøling, derfor køres kisten ofte til et kapel i en større by.
Samtale med præsten
Hvis afdøde var medlem af folkekirken, afholder præsten en samtale med de pårørende, uanset om det er i byen eller på landet. Præsten spørger ind til den afdøde og dennes liv under samtalen. Landsbypræsterne kender mange af sognebørnene personligt og ved dermed måske også noget, som kan hjælpe de pårørende. Storbypræsten kender ikke altid sognebarnet og dennes pårørende. Under samtalen bliver der også taget hensyn til afdødes evt. egne ønsker for ceremonien. Disse ønsker kan være skrevet ned og ligge blandt andre vigtige papirer. De kan også være fortalt til de pårørende, eller de kan findes skrevet op på en lille lap i en salmebog.
Ceremonien i byen
Selv om storbypræsten måske ikke kendte den afdøde, kan præsten ved hjælp af de pårørendes fortællinger godt afholde en både smuk og personlig ceremoni. Kristian Vestergard tager fx udgangspunkt i en bibeltekst og leder dernæst talen over på afdødes personlige liv og egenskaber. De pårørende inddrages også i talen, så alle bliver nævnt og dermed måske hjulpet lidt i sorgen.
Som en del af omsorgen for de efterladte ringer de interviewede præster også efter bisættelsen/begravelsen til de pårørende. Dette gælder både landsbypræsten og storbypræsten. Nogle gange ringes der kun en enkelt gang, andre gange ringes der mere end én gang. Præsten kan også foreslå de pårørende at kontakte egen læge eller andre, hvis sorgen er for tung at bære.
De hjemløse i byerne
I de større byer er der flere bisættelser, hvor den afdøde ikke har nogen pårørende. En sådan bisættelse kan fx være af en hjemløs. Også her afholdes en ceremoni, hvis afdøde var medlem af folkekirken. For Kristians vedkommende finder en sådan ceremoni aldrig sted med kun præst og kirketjener til stede. Kristian gør sig stor umage for at finde venner, familie eller lign. til at deltage i ceremonien.
Ceremonien på landet
Den kirkelige ceremoni i Harridslev, Albæk og Støvring kirkesogne er præget af, at de fleste mennesker i de små byer deltager. Mette Gocht-Jensen fortæller, at i Støvring kirke kommer næsten hele byen og deltager i begravelsen/bisættelsen. Flaget er naturligvis på halv stang, når kisten ankommer til kirken, og kirkens klokker spiller bedeslag. Fælles for by og land er, at der synges traditionelle salmer som ”Altid frejdig når du går”, ”Dejlig er jorden”, eller ”Se nu stiger solen”. Ofte er kirken pyntet af de pårørende; selvfølgelig inden for visse grænser. Fælles for salmerne/sangene er, at de skal have en vedkommende tekst og en melodi, som de fleste kan synge med på. ”På landet rejser menigheden sig, mens den sidste salme bliver sunget”, fortæller Mette, ”og menigheden bliver naturligvis stående, mens kisten bæres ud.”
© Begravelsesforretningen Brdr. Oest
