For nogle mennesker er kirkegården deres arbejdsplads. Det gælder for eksempel for graveren. Det er klart, at der er forskel på at arbejde som graver på de store kirkegårde i byerne og på at arbejde som graver på de små landsbykirkegårde. I det følgende vil vi fortælle lidt om, hvad arbejdet som graver på en landsbykirkegård indebærer.
Noget af det første man bemærker, når man kommer ind på en landsbykirkegård, er de velholdte gravsteder, de pænt revne stier og det manglende ukrudt. Det er graverens fortjeneste. En graver arbejder med et stort ansvar på en lille kirkegård, idet deres arbejdsgiver er menighedsrådet, og menighedsrådet sidder jo ikke på kirkegården hver dag og beslutter, hvad der præcis skal laves den dag. Graveren tilrettelægger selv meget af sin dag, når der ikke er kirkelige handlinger at gøre klar til eller at deltage i. Det er frihed under ansvar.
Graveren som kirketjener
Ved landsbykirkerne er graveren som regel både kirketjener og graver. Det indebærer, at graveren er til stede ved alle de kirkelige handlinger, samtidig med at kirkegården skal passes. De fleste steder er det graverens ansvar, at kirkeklokkerne ringer på de rigtige tidspunkter, og selv om det i dag er delvis computerstyret for eksempel morgenringning og aftenringning, er det stadig graverens ansvar, at det fungerer. Ringning med klokkerne til de kirkelige handlinger skal også ske efter en bestemt plan, og her er det også graveren, som styrer dette.
Når der skal skrues op og ned for varmen inde i kirken her om vinteren, må graveren sørge for dette, og det er også graveren, som gør rent i kirken og på de tilhørende toiletter. Graveren sætter salmenumre op til de kirkelige handlinger, sørger for vand i døbefonten til dåb, pynter kirken til bryllupper, lægger blomster og kranse til bisættelser, tænder stearinlysene ved alteret, slukker dem igen og låser kirken af efter brug. Nogle steder, men ikke så mange mere, står kirkerne åbne over dagen, så folk kan gå ind i kirken, men der skal låses af for natten.
Graverens udendørs arbejde
Graveren skal selvfølgelig sørge for at grave hullet til henholdsvis kister og urner, og de skal selvfølgelig også dækkes til igen efter begravelsen/bisættelsen. Mange steder klares dette gravearbejde i dag ved hjælp af maskiner, så man skal ikke forvente at se graveren med en skovl på nakken. Det skulle da lige være, hvis der skal graves en plante op/ned.
Da der bliver nedlagt flere og flere gravsteder år for år, bliver græsarealerne på landets kirkegårde større og større, så der skal en god havetraktor med tilhørende plæneklipperdel til, og selv om denne havetraktor er hurtigere end en lille plæneklipper, kræver det gode kræfter at styre den, når der klippes græs, for det går jo ikke, at kanterne er skævt klippede, eller der er uklippede steder midt i den pæne plæne. Samme havetraktor kan også bruges, når stierne skal rives, og det kræver igen både præcision og kræfter.
Gravstederne
Med hensyn til de mange gravsteder så bliver en del af disse passede af pårørende, men mange mennesker vælger i dag at betale sig fra pasningen – måske bor de pårørende ikke i nærheden. De gravsteder, som graveren har ansvaret for skal tilplantes om foråret, holdes ukrudtsfrie gennem hele sæsonen og grandækkes om efteråret. Til dette arbejde kræves der naturligvis en del redskaber, og disse kan graveren med fordel transportere fra deres opbevaringssted hen til kirken i en lille anhænger bag havetraktoren eller på en anden form for ladvogn. Graveren luger, river sammen, river grus, fjerner visne blomster og planter, tilføjer nyt grus, hvis det er nødvendigt og sørger i det hele taget for, at det enkelte gravsted er pænt at se på.
De små hække mellem afdelingerne på kirkegården skal naturligvis klippes lige som hjemme i din egen have. Dette arbejde er tungt og foregår over nogle dage. Selve hæksaksen er selvfølgelig motoriseret og som regel til at spænde over skulderen for at aflaste ryggen, men det er tungt og ensformigt arbejde med mange gentagne bevægelser.
Kvindelige gravere
Selv om meget af graverens arbejde er fysisk krævende, er der mange kvindelige gravere. Mere end hver tredje graver er i dag en kvinde. Dette kan skyldes den forbedrede rådgivning om jobbet og de mange tekniske hjælpemidler, men det kan måske også skyldes det sociale aspekt; som graver taler man jo med mange af de pårørende, som kommer på kirkegårdene. Mange kvinder er også interesserede i at udtrykke sig kreativt og forskønne ting, og det er jo en stor del af en gravers hverdag.
Også kontorarbejdet skal passes. Der skal modtages og afleveres attester og andre papirer, der skal holdes bogføring over, hvem der hviler hvor, regnskaber skal passes og en graver har også en arbejdstelefon at passe. Noget af dette kan henlægges til regnvejrsdage, men i et land som Danmark er der mange regnvejrsdage, og man er også ude i regnvejr som graver. Jo, det er virkelig frihed under ansvar at arbejde som graver ved en landsbykirke.
© Brdr. Oest Begravelsesforretning
