Østre kirkegård i Randers
På Østre Kirkegård er der en forholdsvis stor jødisk gravplads med 358 kendte gravsteder. Før den jødiske begravelsesplads i Randers blev anlagt, blev de afdøde fragtet til Fredericia med hestevogne. Da først gravpladsen i Randers eksisterede, overtog pladsen en stor del af de jødiske begravelser fra hele Nordjylland; der er begravet jøder på pladsen så langt væk fra som fra Sæby og fra Hjørring.
Pladsen blev grundlagt af det mosaiske trossamfund tilbage i 1807, hvor købmand Gerson Heinemann begravede sin datter som den første på dette sted. Samme Gerson var også idémand bag gravpladsen, og indtil 1837 var det venner og familie til de afdøde, som foretog begravelser på pladsen.
Jødisk skik og brug
Efter 1837 blev der lavet en forening, ”Det Mosaiske Liigsocietet i Randers Kjøbstad”, som herefter stod for begravelserne. Over for Østre kirkegård kan man stadig se Lighuset, som var det hus, de afdøde jøder blev bragt til efter deres død for at blive vasket, klædt på og lagt i kisten efter jødisk skik. Hensigten med både foreningen og lighuset var, at give mulighed for at foretage ordentlige begravelser efter jødisk skik ifølge traditionen med ”lighus, ligvogn, heste og deltagernes påklædning og adfærd.” (1) Huset blev altså brugt til at opbevare lig og som lokaler til at klargøre lig til begravelsen. (2)
En af de interessante ting ved det daværende fungerende lighus er, at det var delt op i to dele. Den ene del var lighus, den anden del var tænkt som udlejningsbolig. I 1975 blev hele huset solgt som en ejerbolig på ca. 100 m2, og den daværende køber var fuldt bekendt med husets historie, ”og blev derfor ikke overraskede over fundet af resterne fra gravsten i haven.” (3)
Efterhånden flyttede jøderne væk fra Randers, de fleste flyttede til København, og synagogen blev revet ned i 1936. Enkelte jøder blev i Randers, og det er dokumenteret, at der stadig var nogle få tilbage, da 2. Verdenskrig brød ud.
Selve den jødiske gravplads på Østre Kirkegård kan ikke nedlægges, da gravstedet ejes af den afdøde til evig tid. Men det ville da også være en skam at fjerne denne del af kirkegården. De smukke, gamle, forvitrede sten, som alle vender mod øst, fortæller en historie om en periode i Randers, hvor byen var en meget driftig handelsby.
Kilder:
Tina Knudsen-Jensen, lokalhistorisk arkiv
”Randers Dagblad Onsdag d. 30. oktober 1957”
”Kulturhistorisk Museums Årbog 1999” – ”Der var engang et lighus” (1), (2), (3)
http://jewmus.dk/klik-og-find/randers-begravelsesplads/
