Dødens historie – del 2

Dødens_historie

Dødens historie i Danmark

I starten af 1800 tallet var døden stadig forbundet med mange myter og overtro. Mange mennesker mente at have set et såkaldt dødsvarsel, inden nogen døde. Dette kunne være et stearinlys, som pludselig gik ud, en dør, der gik op af sig selv, eller sågar synet af døden selv forklædt som en skikkelse uden for vinduet. Men man afventede også døden helt bevidst. Man var på mange måder mere forberedte, end man er i dag. På den tid var det helt almindeligt, at man havde sine ligklæder klar, og kisten stod mange steder også klar i flere år. Dødeligheden var jo høj sammenlignet med i dag. Derfor var det en logisk tankegang at være forberedt.

Bydemand

Når dødsfaldet så var sket, blev der sendt bud rundt i byen; den såkaldte bydemand gjorde sit arbejde. Bydemanden var datidens bedemand, for han indbød familie og venner til begravelsen. Han fortalte også, hvem der skulle gøre hvad. Han kunne fx bede nogle unge piger om at pynte kirken, nogle karle om at bære kisten, nogle koner om at vaske liget og så videre. Indtil omkring 1850 lå liget til parade på strå indtil dagen før begravelsen, hvor det blev lagt i kisten. Afhængig af familiens bosted og indkomst blev den døde lagt i et rum, som ikke blev benyttet til opholdsrum til hverdag. Hos de rige bønder kunne det være stadsstuen, hos de fattige kunne det være lo eller lade. Her lå den døde så med tændte stearinlys ved hovedenden, og tit blev der våget over den døde indtil den traditionelle udsang.

Forbud mod begravelse inde i kirker

I 1805 kom der et forbud mod at blive begravet inde i kirkerne, og de rige lod sig begrave i mausoleer på kirkegården. Forbuddet skyldtes dels hygiejniske hensyn, men også lugtgener inde i kirkerne var en medvirkende faktor. Dog kunne nogle mennesker stadig blive begravet inde i en kirke, hvis de på forhånd havde haft en plads, da forbuddet trådte i kraft. Disse afdøde måtte så balsameres og opbevares et andet sted i mindst to år, inden de blev endelig begravet i kirken.

Mausoleum

Mange kirkegulve er i årenes løb blevet brudt op og kister og knogler er fjernet. Derfor er der ikke mange spor tilbage af begravelserne inde i kirkerne. Man kan dog stadig se sarkofager og mindeplader i gulvet rundt omkring i landet.

Bedemandsfaget fødes

Det var efterhånden også blevet lettere at skaffe en kiste til begravelsen. Man behøvede ikke længere at have en kiste stående klar, for byens snedker var i 1850’erne begyndt at fremstille kister, som stod parat i standartmål. Samtidig blev det også snedkeren, man henvendte sig til, når liget skulle lægges i kisten. Efter den traditionelle udsang var det tit også den lokale snedker som slog låget på kisten. Hermed blev bedemandsfaget født, da det efterhånden også blev almindeligt, at bydemanden og snedkeren kunne være én og samme person.

Indførelse af dødsattesten

Allerede i 1829 havde man indført dødsattesten i København, og i 1832 blev attesten indført i resten af landet. for at dæmme op for befolkningens angst for at blive begravet som skindød. H. C. Andersen var meget bange for at blive begravet som skindød. Det siges, at han havde en seddel liggende på sit natbord med teksten: ”Jeg er kun skindød”, når han sov. H. C. Andersens frygt for at blive levende begravet var han ikke alene om at have.

Sikkerhedskister

Denne angst var udbredt i befolkningen, og den gav sig blandt andet udtryk ved, at der blev forsøgt konstrueret sikkerhedskister. Disse kister var forsynet med rør til at give den levende begravede mulighed for at råbe om hjælp, få luft igennem, og i enkelte tilfælde endda til at få hældt øl igennem, indtil man kunne blive gravet op igen. I 1871 kom den første ligsynslov foranlediget af angsten for at blive begravet som skindød. Denne nye lov betød, at folk blev mere trygge, da der nu skulle konstateres sikre dødstegn.

Forskelle på gravsteder

I starten af 1900 tallet var det en slags personalegode at blive begravet et godt sted på kirkegården. Virksomheder lejede jord til begravelse af særligt påskønnet personale og deres pårørende, og fabrikanten selv havde naturligvis et stort gravmæle i midten af denne del af kirkegården. Inderst lå fabrikanten, udenom direktører m.m. og yderst lå arbejderne. Der kunne altså stadig være forskel på status i døden, men forskellene var ikke længere så store som tidligere.

I det hele taget var der i slutningen af 1800 tallet en mere liberal tilgang til døden. De rige begyndte at lade sig begrave længere væk fra kirken, tættere på de fattige, end tidligere, og der blev talt om kremation af de afdøde i stedet for de almindelige begravelser.

Læs mere her:

Dødens historie – del 1

Dødens historie – del 3 (inkl. kildehenvisninger)

© Brdr. Oest Begravelsesforretning

Seneste indlæg

Ny kulturarv sat i verden

Mange af os har rigtig dårlige minder fra denne coronatid, men her kommer en idé til at gøre noget positivt med familien derhjemme. Danske børn

Gå en tur

Foråret er over os

Foråret er over os, og selv om det stadig er koldt om natten er der mange dage, som er egnede til en gåtur i en

Din tablet kan bruges mod ensomhed

Røde Kors

Røde Kors arbejder jo som bekendt med mange ting. Vi kender dem og deres logo fra medierne og fra diverse landsindsamlinger, men vidste du også,

Musvitten synger forår

Forår i luften

Der er forår i luften. I dag d. 4.februar er dagen tiltaget med 1 time og 42 minutter her i vores område. Det lyder måske

Del:

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Brdr. Oest

Randers

Nanny S. Kristensen Eftf.

Grenaa

Bastrups Eftf.

Hadsund

Glerups Eftf.

Allingåbro

Søren Røndes Eftf.

Grenaa