Dødens historie i Danmark
Uanset hvordan man vender og drejer det, skal vi alle dø på et tidspunkt, men hvad skal der ske med vores krop efter vores død? Skal vi begraves, brændes, frysetørres, fryses ned eller måske skydes ud i universet? Vil du følge tidligere tiders traditioner – eller vil du finde på noget helt andet? Og hvad er det egentlig lovligt at gøre med kroppen, efter livet har forladt den?
I Danmark kender vi til synet af gravhøjene, som står rundt omkring på mange marker og, måske, irriterer landmændene, da landmændene er nødt til at pløje uden om de fredede høje. Gravhøjene stammer fra tiden før kristendommens indførsel i Danmark, og det er ikke dem alle, der er udgravet endnu – måske findes der stadig et enkelt uopdaget vikingeeftermæle et sted – men fredede er de. Derfor må bønderne pløje udenom, og vi må ikke give os til at grave løs i dem for at se, hvad de kan indeholde.
Kirkegårde bliver taget i brug
Ved kristendommens indførsel omkring år 965 blev skikken med gravhøje opgivet. Efterhånden som kirkerne blev bygget, blev man begravet på kirkegårdene. De jævne, (ikke velhavende), folk blev begravet svøbt ind i et klæde og fra middelalderens begyndelse i simple træ- eller teglkister. Et simpelt trækors blev rejst på graven på kirkegården. Korset naturligvis væk ret hurtigt. Undtagelsen herfra var selvmordere og strandvaskere eller andre ukendte personer, som blev begravet uden for kirkegården. De måtte ikke ligge i indviet jord.
I 1200 tallet kunne de rige, (læs kongehuset), blive begravet i en blykiste inde i en kirke. Vi kan stadig finde eftermæler efter hele slægter nogle steder i landets kirker. Jo rigere man var, jo tættere på alteret kunne man blive begravet. Muligvis er det herfra udtrykket ”stinkende rig” stammer, da præsterne jo står tæt på alteret, og de har været nødt til at udholde lugten.
I reformationstiden forfaldt de danske kirkegårde og blev brugt til forskelligt formål
I første halvdel af 1500 tallet kom reformationen til Danmark. Efter reformationen, hvor Danmark nu ikke længere var katolsk, forfaldt kirkegårdene i Danmark. Dyrene græssede på kirkegårdene, der blev tørret vasketøj og kirkegårdene blev brugt som genveje mellem forskellige bydele i de store byer. Ja, i 1585 blev en flok svin set grave et barnelig op på en kirkegård i det indre København. Ingen vidste længere, hvem, der var begravet hvor, og da smitsomme sygdomme hærgede landet, skulle begravelser finde sted inden for 3-4 dage. De rigeste fik lov at blive længst over jorden, (4 dage), mens de fattige blev kulet ned så hurtigt som muligt.
Den sorte død i Danmark
Da ”Den sorte Død”, pesten, hærgede på sit højeste i Danmark i 1700 tallet, blev der indført nye pestkirkegårde. I 1760 kom den første egentlige pestkirkegård uden for København. Indtil da havde pestkirkegårdene bestået af små lodder i selve byen, som kirkerne opkøbte. Disse var på størrelse med parcelhusgrunde, og datidens bedemænd var delvist studerende og delvist professionelle ligbærere.
Efter reformationen blev der stadig holdt gravtaler for de rige inde i kirkerne, men efterhånden gik man over til at holde gravtalerne ude ved graven, og her måtte man gerne frasige sig arv og gæld ved at kaste nøglerne til hjemmet ned i graven, hvis man ville! Hvis den afdøde blev anset for myrdet, kunne man her ved gravtalen også bede den skyldige melde sig selv, og hvis de skyldige indrømmede mordet, kunne straffen udmåles med det samme. Fra 1700 tallet blev disse gravtaler dog forbudt af den daværende konge, Christian d. IV.
Dengang gravøllet varede den halve dag
Da Struense kom til magten i 1771, indførte han en del nye forordninger. En af disse nye love var, at begravelser kun måtte finde sted om natten mellem klokken 01 og 06, fordi pragten ved de riges begravelser ”var en torn i øjet” på myndighederne. Loven fungerede i højsommeren, men det var naturligvis ikke en god løsning for de fattige, da de ikke havde råd til at oplyse veje og kirkegårde m.m. med fakler, efterhånden som sommerens lyse nætter forsvandt, og loven blev da også hurtigt ændret til, at begravelser nu måtte finde sted mellem kl. 05-09. Det gav imidlertid andre problemer; de efterladte brugte nu den halve af dag på at drikke gravøl, så efter Struenses fald i 1772 vendte alt tilbage til det normale.
I næste indlæg kan du bl.a. læse om, hvordan man i 1830’erne eksperimenterede med at bygge kister med indlagt mulighed for at få øl serveret.
Læs mere her:
Dødens historie – del 3 (inkl. kildehenvisninger)
© Brdr. Oest Begravelsesforretning
