Fra d. 1. januar 2019 blev det muligt at udfylde et behandlingstestamente. Denne form for testamente har ikke noget at gøre med den almindelige form for testamente, som omhandler din ejendom, men derimod omhandler et behandlingstestamente en stillingtagen til, hvad der skal ske med dig, hvis du kommer i en situation, hvor det ikke længere er muligt for dig at fortælle/videregive din holdning til behandling. Så længe du kan kommunikere med omverdenen, vil behandlingstestamentet naturligvis aldrig komme i brug – det er tænkt som en vejledning til sundhedspersonalet ved for eksempel svær tilskadekomst.
Behandlingstestamentet afløser det tidligere livstestamente og er mere omfattende end livstestamentet var. Allerede udfyldte livstestamenter vil fortsat være gældende, men de bliver ikke automatisk lavet om til behandlingstestamenter.
I behandlingstestamentet kan du på forhånd tage stilling til følgende tre punkter:
- Livsforlængende behandling, hvis du er døende inden for kort tid, det vil i praksis sige, at døden forventes at indtræffe inden for dage eller få uger
- Livsforlængende behandling, som kan føre til fysiske skader, som kan være for smertefulde og alvorlige (herunder svær invaliditet – også psykisk)
- Livsforlængende behandling med tvang – tvang forstås som fysiske indgreb, du ikke kan give tilladelse til
Det vil altid være lægernes afgørelse, om dit behandlingstestamente vil komme i brug, idet kun lægerne kan vurdere, om du er uoprettelig skadet/syg, og hvis du ikke har et behandlingstestamente, vil lægerne, som udgangspunkt gøre alt for at holde dig i live.
Du kan læse mere her
© Et Fint Farvel