Bedemandens verden – del 2

Jette_bærer_blomster

Blomster

Når man er bedemand, er der mange opgaver, som skal løses. Som nævnt i sidste indlæg foregår en del af vores arbejde både på kontoret og ude i det offentlige rum, og der er traditioner og praktiske ting, vi tager hensyn til.

Påklædning

En bedemand er naturligvis konservativt klædt, men det er ikke en sjældenhed, at især de kvindelige bedemænd fx har en bluse eller et tørklæde på med en smule farver for at blødgøre det lidt strenge udtryk, som den sorte farve kan give. Påklædningen er naturligvis altid et udtryk for respekt for både den døde og for familien/vennerne. Tidligere var det nok ikke så almindeligt med lidt farver på tøjet, men tidligere var kvindelige bedemænd heller ikke så almindelige.

Kontor

Vores kontor er åbent i almindelig kontortid. Nogle gange kan vi være ude til en ceremoni eller andet, og så kan vi nås på vagtelefonen 24 timer i døgnet. På kontoret foregår alle kontorarbejdsopgaverne såsom telefonsamtaler, fakturering, regnskab, planlægning, møder m.m. Som en integreret del af vores kontor har vi også et stort mødebord, hvor vi kan afholde samtaler med pårørende – og vi byder altid på en kop kaffe, hvis din vej skulle falde forbi. Der kommer nogle gange mennesker ind fra gaden og beder om råd til fx ”Min sidste vilje”, og dette giver vi naturligvis gerne.

Blomster

Blomster

En af vores opgaver er også at samarbejde med forskellige blomsterleverandører. De efterladte beslutter, om der evt. skal være blomster på kisten og/eller i kirken. Vi kan så hjælpe med at bestille blomsterne. Mange tænker sikkert på hvide liljer, men der er mange andre blomster, som også kan anvendes fx roser, callaer og nelliker. Det er de pårørendes eget valg, evt. den afdødes, hvis der eksisterer et dokument med ønsker, hvilke blomster, der skal anvendes. Nogle mennesker følger nogle faste traditioner, mens andre fx tænker på, hvilke blomster der var i afdødes brudebuket, eller hvilke blomster/farver afdøde holdt meget af. Som pårørende eller ven kan man også sende blomster gennem en blomsterhandler eller selv medbringe blomster i kirken/kapellet.

Hos os har vi en blomsterbog til inspiration, hvis man er lidt på bar bund.

Inspirationsbog_til_valg_af_blomster

Begravelse/bisættelse – opgaver

Som nævnt har bedemændene samtaler med de pårørende om alt det praktiske vedrørende valg af kiste, blomster, kørsel m.m. Bedemanden afhenter den afdøde der, hvor dødsfaldet er sket, hvad enten det er i eget hjem eller på sygehuset. Dette sker dog først efter, at dødsattesten er underskrevet af en læge. Når bedemanden ankommer til eget hjem, medbringer de den valgte kiste, og de lægger afdøde i kisten; gerne i samarbejde med de pårørende.

“Ilægningen”, som det kaldes, foregår altid med stor respekt for den afdøde og de pårørende. Den afdøde kan blive iklædt noget ønsket tøj eller måske bare få en dyne eller sengetøj over sig. I Danmark har vi ingen tradition for at sminke de afdøde eller bruge balsamering; modsat U.S.A. er kisterne jo ikke åbne under en efterfølgende ceremoni – en åben kiste er ikke lovligt i Danmark – så der er ikke behov for sminkning. Dog kan bedemanden sminke en lille smule fx læbestift, rouge eller lign. hvis det er ønsket.

Udsang

Når ilægningen er færdig, kan der afholdes en lille højtidelighed, en såkaldt ”udsang”, hvis det ønskes. Ved en udsang kan der synges en salme eller to. Bedemanden er naturligvis behjælpelig med sanghæfter og med at synge, hvis det ønskes. Der kan også bedes en bøn, spilles et stykke musik, læses et digt eller noget helt andet; det er alt sammen efter ønske fra den afdøde eller de pårørende. Der behøver ikke at være en udsang; mange mennesker tager afsked ved stille at følge kisten ud til rustvognen eller helt uden ceremoni.

Fremvisning af afdøde

I Danmark er der mulighed for, sammen med bedemanden, at se afdøde i kisten også efter ilægningen. Det er altid muligt at arrangere en fremvisning i kirkegårdskapellet eller i et kapel. Bedemanden forestår fremvisningen, og bedemanden ser altid afdøde først. En sjælden gang imellem kan en fremvisning ikke tilrådes, og så vil bedemanden fortælle dette til de pårørende, som så selv vurderer situationen. Det er også de voksne pårørende som afgør, om børn skal se de døde i kisten.

Transport af afdøde

Kiste_i_rustvogn

Når kisten er sat ind i rustvognen, kører bedemanden kisten til kapellet/kirken, hvor den opbevares indtil en evt. højtidelighed finder sted. Hvis dødsfaldet er sket i eget hjem, køres afdøde typisk til opbevaring på køl. Når tiden for højtideligheden kommer, henter bedemanden kisten der, hvor den er anbragt, og kører den til ceremonien. Hos os er vi til stede ved højtideligheden, og vi kører efterfølgende kisten til krematoriet ved bisættelse eller følger den til graven ved begravelse. Efter højtideligheden flyttes blomsterne og i nogle tilfælde er det os, der kører blomsterne til kirkegården og lægger dem på gravstedet.

Blomster_på_grav

I næste indlæg kan du læse om nogle af vores arbejdsredskaber. Du har måske set de tasker, vi har med til samtalerne, men hvad indeholder de?

Hvordan ser kisterne ud, når vi modtager dem, og hvordan gør vi kisterne klar til brug?

© Brdr. Oest Begravelsesforretning

Seneste indlæg

Ny kulturarv sat i verden

Mange af os har rigtig dårlige minder fra denne coronatid, men her kommer en idé til at gøre noget positivt med familien derhjemme. Danske børn

Gå en tur

Foråret er over os

Foråret er over os, og selv om det stadig er koldt om natten er der mange dage, som er egnede til en gåtur i en

Din tablet kan bruges mod ensomhed

Røde Kors

Røde Kors arbejder jo som bekendt med mange ting. Vi kender dem og deres logo fra medierne og fra diverse landsindsamlinger, men vidste du også,

Musvitten synger forår

Forår i luften

Der er forår i luften. I dag d. 4.februar er dagen tiltaget med 1 time og 42 minutter her i vores område. Det lyder måske

Del:

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Brdr. Oest

Randers

Nanny S. Kristensen Eftf.

Grenaa

Bastrups Eftf.

Hadsund

Glerups Eftf.

Allingåbro

Søren Røndes Eftf.

Grenaa